Bytteø Valby Bibliotek nyhed

Kom med til indvielse af Valbys nye byttecentral ved Valby Bibliotek

Lørdag den 23. juni kl. 13 indvier vi Valbys nye bytteø, der skal stå på Valby Biblioteks forplads. Find dine bedste, brugte sager frem fra gemmerne, og kom ned og byt med dine naboer!

Både lokaludvalgets miljøgruppe og Valby Bibliotek arbejder aktivt for et grønnere og mere bæredygtigt Valby. Derfor lå samarbejdet lige for, og nu opstilles Valbys nye bytteø altså på Valby Biblioteks forplads.

Hjælp os med at få gang i bytteriet

Lørdag den 23. juni kl. 13-14 indvier vi den nye bytteø. Kom forbi til et glas saftevand, og hjælp med at fylde øen med de gode sager, du ikke længere selv har brug for, som andre kan få glæde af.

Bytteøen er bygget lokalt på Valby Snedkeri, og er primært bygget af genbrugsmaterialer.

I bytteøen er der plads til det meste, f.eks.:

  • Tøj og børnetøj
  • Porcelæn og service
  • Legetøj og bøger

Kom forbi med det du ikke skal bruge mere og tag hvad du kan bruge af det, de andre har lagt.

Hvis dine ting er for store til at stå på hylderne, er du velkommen til at sætte en seddel op med et billede og dine kontaktoplysninger.

Vær med til at holde orden

Bytteøen passes af frivillige fra lokaludvalgets miljøgruppe – men alle skal hjælpe med til at holde roden, hvis bytteøen skal blive ved med at være indbydende og overskuelig.

Efterlad derfor bytteøen i samme eller bedre stand, når du kommer forbi for at bytte.

Valbys anden byttecentral

Bytteøen er den anden af sin slags i Valby – i 2016 byggede en gruppe elever fra Valby Skole i samarbejde med en kunstner fra Guldminen en byttecentral, der i første omgang var opstillet på Porcelænstorvet.

I november 2017 flyttede den til Folehaven, hvor den står foran Netværksrummet på Kirsebærhaven 69. Læs mere om Folehavens bytteø her:

Bytteøen er et lille skridt i den rigtig retning mod mere genanvendelse af vores fælles ressourcer, hvor du har mulighed for at bytte dine brugbare ting med dine naboer.

Når vi bytter i stedet for at købe og smide væk belaster vi naturen mindre og genererer mindre affald.

Læs mere om Valby Lokaludvalgs miljøgruppe lige her:

0 svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i diskussionen?
Du er velkommen til at deltage her!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *