Kom indenfor på Ottiliavej

Den 1. maj ankommer Københavns første flygtninge, der alle vil blive tilbudt en midlertidig bolig på Ottiliavej i Valby. Mandag den 18. april er naboer og andre interesserede derfor inviteret indenfor til borgermøde kl. 17.45.

Valby bliver første hjemsted for Københavns flygtninge, og det er vigtigt at skabe et godt nabo- og medborgerskab fra starten. Derfor inviterer overborgmester Frank Jensen (S) og beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R) til borgermøde for naboerne til Ottiliavej og andre interesserede.

På mødet vil du få mulighed for at stille spørgsmål til politikere, lokalpolitiet og kommunens bygnings- og integrationsmedarbejdere om kommunens indsats for at indkvartere og integrere flygtningene. Lokaludvalget orienterer kort om de lokale initiativer, der er på vej, og du får også mulighed for at komme på en rundvisning i den nyrenoverede bygning på Ottiliavej.

Når vores nye medborgere begynder at flytte ind, bliver der afholdt et opfølgende møde om lokale initiativer.

Program

17.45-18:00 Velkomst v/ overborgmester Frank Jensen og beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev

18.00-18:15 Rundvisning på Ottiliavej v/ Simon Kaiser, Københavns Ejendomme

18.15-18.20 Kort indlæg fra Valby Lokaludvalg v/ formand Michael Fjeldsøe

18.20-18:45 Stil spørgsmål til politikere, lokalpoliti og kommunens medarbejdere

Baggrund

I slutningen af 2015 ændrede regeringen kriterierne for, hvordan flygtninge bliver fordelt i kommunerne. Det betyder, at København i år skal modtage 335 flygtninge.