Ja tak til cykelbro

Valby Lokaludvalg var tirsdag den 29. maj “i marken” for at komme i dialog med cyklister, der færdes på stierne gennem Vigerslev Parken. Op imod 200 glade cyklister tog godt imod lokaludvalgets ide om en cykelbro over Holbækmotorvejen, og bidrog samtidig med ideer og synspunkter på Københavns Kommunes strategi for Grøn Mobilitet – en strategi som Valby Lokaludvalg har i høring netop nu.

God dialog
Valby Lokaludvalg tilbød de forbipasserende gratis pedalkraft-blendet smoothies eller en drikkedunk med postevand, og det blev til mange gode snakke om cykelforholdene gennem Vigerslev Parken – og særligt cyklisternes oplevelse af at passere det store kryds ved Folehaven og Holbækmotorvejen. Dialogen viste en udstrakt opbakning til lokaludvalgets forslag om at etablere en cykelbro over Holbækmotorvejen for at lette cyklister og gåendes færd over krydset og gennem Vigerslev Parken. Men samtidig blev det også klart, at en cykelbro ikke løser alle problemer, og at det stadig er nødvendigt at se på forholdene for bløde trafikanter i området – ikke mindst på hvordan Folehave krydset kan gøres mere trygt og sikkert.

Den videre proces
De mange tilbagemeldinger vil indgå i Valby Lokaludvalgs høringssvar i forbindelse med Københavns Kommunes nyligt lancerede handlingsplan for Grøn Mobilitet i hovedstaden. Det er muligt at læse udkast til handlingsplanen samt afgive høringssvar på Københavns Kommunes høringsportal www.blivhoert.kk.dk.