Idrætskonference 10. juni

I år har Valby Lokaludvalg valgt idræts- og fritidsliv som tema for årets arbejde. Første skridt på vejen bliver at afholde en fritids- og idrætskonference for alle aktive den 10. juni.

Formålet er bl.a. at etablere et tættere samarbejde mellem lokale idrætsforeninger og fritidstilbud, idrætsorganisationerne, kultur- og idrætsinstitutioner i Valby og Københavns Kommune. Konferencen vil også blive et vigtigt bidrag til arbejdet med bydelsplan, som løber over sommeren og efteråret.

Valby Lokaludvalg arbejder med visioner for Valby som idrætsby og sikring af et mangfoldigt fritids- og idrætsliv. I den forbindelse er Valby Lokaludvalg i færd med at opbygge et netværk af lokale foreninger, som inviteres til at deltage i konferencen sammen med idrætsorganisationerne og interesserede borgere. Vi ønsker også at nå ud til nye grupper blandt de uorganiserede idrætsudøvere og fritidstilbud, og gør en særskilt indsats for at de også deltager i konferencen.

I Valby ønsker vi at diskutere idrætsfaciliteter og fritidstilbud som tiltrækker, fastholder og udvikler flest mulige børn og unge. Vi forestiller os, at der på konferencen skal være mulighed for at gå i dybden med diskussioner af breddeidrætten og fritidslivets betydning, sammenhængskraften i Valby, eliteidræt og uorganiseret idræt.

Valby Lokaludvalg diskuterer oplæg til konferencen den 8. maj 2008. Invitationer og program udsendes herefter.