Fortæl os din mening om Valbys udvikling

En høring er din mulighed for at give din mening til kende, om hvordan udviklingen skal være i et bestemt område, en ejendom eller måske hele kommunen.

Københavns Kommune er forpligtet til at høre Valby Lokaludvalg i alle sager, der vedrører Valby. Og det er en af lokaludvalgets vigtigste opgaver at inddrage Valbys borgere, når vi skriver høringssvar.

Seneste nyheder om høringer

Kulbanevej Øst lokalplan og borgermøde nyhed
Borgermøde Mølle Alle opsamling nyhed
Valby Smedje lokalplan Mølle Allé nyhed

Hvad er en høring?

En høring er din og andre interessenters mulighed for at give jeres mening til kende, om hvordan udviklingen skal være i et bestemt område, en ejendom eller måske hele kommunen.

Høringer kan omfatte:

  • Forslag til ændringer inden for kommunens serviceydelser til fx børn, unge, handikappede og ældre.
  • Ændring eller nye lokalplaner for bestemte områder
  • Overordnede strategier for f.eks. kulturlivet i København

Københavns Kommune skal høre Valby Lokaludvalg i alle sager, der vedrører Valby.

Lokalpolitik og lokalkendskab

Når lokaludvalget laver høringssvar, formulerer vi lokalpolitiske holdninger, og formidler vigtige informationer om bydelen til politikerne på Rådhuset.

Vi bestræber os på at inddrage de berørte borgerne når vi skriver høringssvar. Det kan være ved:

  • Møder med berørte interessenter i en konkret sag
  • Åbne, bredt annoncerede borgermøder
  • Gennem nyhedsbrev, sociale medier og lokalpressen

Det sker dog at høringsfristerne er så korte, at det ikke er muligt for os at nå at inddrage borgerne.

Send dine egne høringssvar

På Københavns kommunes høringsportal kan du se aktuelle høringer for hele København, og indsende dine kommentarer til sagerne.

Giv os dit input til lokale sager

Lokaludvalget mødes anden tirsdag i hver måned, juli undtaget. Dagsordenen offentliggøres normalt torsdag inden mødet på Københavns Kommunes hjemmeside.

Vil du fremlægge en sag for lokaludvalget, eller give input til et punkt på dagsordenen, kan du møde op 18.30 under punktet “Borgernes Tid”. Du kan også sende dine kommentarer til valbylokaludvalg@okf.kk.dk.

Se i kalenderen hvornår næste møde afholdes. Meld gerne at du deltager i en mail til valbylokaludvalg@okf.kk.dk.

Find dagsorden for næste lokaludvalgsmøde og læs referater fra tidligere møder.

Høringssvar 2020

  • Udtalelse vedr. dispensation fra Lokalplanen F.L. Smidth II vedrørende byggeri på Poul Bundgaards Vej 5

    Lokaludvalget bemærker, at der er tale om en markant overskridelse af højdegrænsekravene. Det anføres, at der er tale om en etape i realiseringen af den samlede bebyggelsesplan og at forvaltningen derfor
    anbefaler dispensationen.

    Lokaludvalget har den bekymring, at den nye bygning vil påvirke lysforholdene i Modelværkstedet væsentligt. Vi ønsker kun at støtte ønsket om dispensation, hvis det er helt klart, at højdegrænsekravet vil være opfyldt for den fremtidige bygning på stedet.

    Behandlet februar 2020

  • Kommentar til naboorientering vedr. Retortvej 43-45

    Vi ønsker, at der udarbejdes et projekt inden for lokalplanens rammer. Som følge af at vi ikke ønsker, at der kun bygges ungdomsboliger på grunden bakkes der heller ikke op om dispensationer fra parkeringsnormen, afstandskravet eller om at friholde byggeriet fra krav om altaner.

    Behandlet marts 2020

  • Intern høring Grønttorvet tillæg 5

    Vi lægger meget stor vægt på, at der fortsat arbejdes med realiseringen af gang- og cykelforbindelsen til Ramsingsvej/Høffdingsvej, der binder Grønttorvet sammen med det centrale Valby og forhindrer, at området ender som en isoleret boligø. Den øgede boligandel styrker kun dette behov.

    Behandlet maj 2020 

  • Skybrudsprojekt Trekronergade

    Vi bakker op om den foreslåede skybrudsløsning, da den vil komme kvarterets beboere til gode, med færre vandskader i tilfælde af skybrud.

    Vi lægger vægt på, at projektet kan virke fartdæmpende på en gade, hvor trafikmængden er steget de seneste år.

    Behandlet juni 2020

  • Fritidspædagogisk rammeaftale for KKFO’er

    Vi er bekymrede for, at implementering af ny rammeaftale for KKFO’er gennemføres i dette oveni, at KKFO’er og fritidshjem har travlt med at indrette sig med nye retningslinjer i forbindelse med Covid-19.

    Vi ser kritisk på, at der bliver sendt et så kompliceret materiale i offentlig høring, og gør opmærksom på, at man ikke kan forvente at f.eks. udsatte borgere kan læse og overskue et så omfangsrigt materiale.

    Behandlet juni 2020

  • Tillæg 3 til lokalplan 391 FL Smidth ll

    Vi ser det som yderst positivt, at FLSmidth ønsker at bevare og konsolidere sit hovedsæde i Valby, hvilket har affødt ønske om at samle hovedsædet i opdaterede bygninger på den nordlige del af om-rådet og efterfølgende udvikle den sydlige del af området til et bolig-område.

    Behandlet september 2020

  • Tillæg 5 til lokalplan 462 Grønttorvsområdet

    Med hensyn til den generelle forøgelse af boligandelen bemærker vi, at det øger presset på de servicefunktioner, der følger af en yderligere forøgelse af mængden af nye beboere.

    I forhold til arten af byggeri er det vores holdning, at vi ikke ønsker flere ungdomsboliger i området.

    Der er i forvejen bygget eller projekteret flere hundrede ungdomsboliger i området ved Grønttorvet og Ny Ellebjerg Station. Derimod er vi positive, hvis det garanteres, at der bliver bygget egentlige kollegieboliger, der udlejes til studerende ifølge reglerne for kollegier og til priser, de kan betale.

    Behandlet september 2020

  • Regn Søvn Blå Kys

    Valby Lokaludvalg udtrykker sin klare støtte til at kunstværket forbliver på den nuværende adresse. Værket udgør sammen med Drømmevæggen på Mosestykket og Asta Nielsen digtet af Eva Tind på Valby Langgade tre meget fine eksempler på digterkunst i det offentlige rum i Valby.

    Behandlet september 2020

  • Naboorientering vedr. Smedestræde 2

    Det har været et stærkt ønske fra lokaludvalget, at der ved udformningen af byggeriet blev indtænkt en offentligt tilgængelig plads med opholdsmuligheder på den forreste del af grunden. Det ønske var der politisk opbakning til i Borgerrepræsentationen.

    Det er derfor helt i modstrid med intentionen, hvis denne plads indrettes til parkering.

    Behandlet oktober 2020

  • Lokalplan Mølle Allé

    Det er af afgørende betydning, at området ligger i Valby Landsby, der er udpeget som et særligt og værdifuldt kulturmiljø i Kommuneplan 2015, hvilket skal sikres i planen.

    Lokaludvalget lægger overordentlig meget vægt på, at planerne for om-rådet lever op til dette, idet det er et højt og vedvarende udtrykt ønske fra borgerne, at den gamle bymidte bevarer sin karakter af tidligere landsbymiljø med lave hus i 1-2 etager med skrå tage og som selvstændige bygninger med hvert deres særpræg.

    Behandlet oktober 2020 

Høringssvar 2019