Budgetønsker 2022 nyhed

Her er vores ønsker til Budget ’23

Fra et par ekstra toiletter til Valbys skatere til en helt ny tunnel- eller broforbindelse: Selvom budgetforhandlingerne på rådhuset kun er i deres spæde opstart er vi allerede godt i gang med at drøfte, hvad vi ønsker os af årets forhandlinger.

På lokaludvalgets møde den 11. maj tog vi første drøftelse af ønskerne til årets budget, og vedtog at vi ønsker os:

  • Planlægningsbevilling til etablering af cykel/gangforbindelse fra Høffdingsvej/Ramsingsvej til Grønttorvet
  • Et offentligt toilet ved skate- og rulleskøjtebanen i Kulbaneparken
  • Sikre skoleveje i området omkring Folehaven

Ud over de konkrete budgetønsker opfordrer vi til , at der i budgettet afsættes midler til en pulje, der kan sikre, at gennemførelsen af allerede vedtagne projekter som det nye Valby Bibliotek og renoveringen af Toftegårds Plads ikke sættes i bero eller forringes afgørende kvalitetsmæssigt på grund af stigende priser på byggematerialer og byggeomkostninger.

En vigtig bydelsforbindelse

Vi lyder måske som en plade, der er gået i hak – men vi fremsætter endnu engang forbindelsen fra Ramsingsvej/Høffdingsvej til Grønttorvet som et højt prioriteret ønske.

Grønttorvet er snart fuldt udbygget, og gode, direkte forbindelser til resten af Valby er essentielle, hvis boligområdet ikke skal blive en isoleret ø i Valby. Der er gjort plads i lokalplanen til forbindelsen, og på Grønttorvet er der også sørget for, at forbindelsen kan oprettes.

Det eneste der mangler, er finansiering af den vigtige forbindelse.

Bro Grønttorvet FLSmidth Visualisering_Schulze+Grassov

Visualisering Cykel- og gangbro. Illustration: Schulze+Grassov

Forbindelsen er af afgørende vigtighed for at binde Grønttorvet sammen med det centrale Valby og som skolevej i det nye sammenlagte skoledistrikt til Harrestrup Å skole.

Forbindelsen indgår som forlængelse af Den grønne cykelrute. Det er det afgørende missing link, hvis bydelsforbindelsen fra Nørrebro og Frederiksberg skal føres igennem via Grønttorvet og Folehaven til Valby Idrætspark.

Vi fik i 2018 tegnet en visualisering af, hvordan forbindelsen kunne se ud. Hvis forbindelsen bliver finansieret skal der laves en grundig projektering af projektet, der ikke nødvendigvis ender med at se sådan ud.

En gang- og stiforbindelse ser vi gerne fortsat med en mere sikker krydsning over Folehaven, og en underføring fra Folehaven til Valby Idrætspark, som tilsammen vil udgøre en stærk forbindelse på tværs af Valby.

Toiletter til Kulgraven

Et af de helt store tilløbsstykker i den netop åbnede Kulbanepark er skaterbanen Kulgraven.

Banen er allerede flittigt besøgt og benyttet af både nye og erfarne skatere, og foreningen Valby Skate afholder jævnligt sessioner på det nye skater-område.

Derfor synes vi det er ærgerligt, at der ikke er anlagt et offentligt toilet i nærheden af Kulgraven, men at det nærmeste skal findes i den anden ende af den nye park. Vi foreslår derfor en bevilling til et offentligt toilet lidt tættere på Kulgraven.

Sikre skoleveje i området omkring Folehaven

I forbindelse med etableringen af Harrestrup Å skole er der udarbejdet forslag til at sikre skolevejene i det sammenlagte skoledistrikt.

Vi støtter, at der afsættes penge til de konkrete projekter.

Støt op om vores budgetønsker

Hvis du vil hjælpe os med at overtale politikerne på rådhuset til at prioritere vores ønskede projekter, kan du:

  • Skrive et læserbrev, f.eks. til ValbyLIV
  • Skrive direkte til politikerne på rådhuset

Du finder kontaktinfo på dine politikere lige her på Københavns Kommunes hjemmeside:

 

2 svar
  1. Peter Munk
    Peter Munk siger:

    Gode ønsker.
    Derudover savner jeg prioritering af skoleveje til og fra grønttorvet og skolerne – lykkebo – kirsebærhaven.
    Der er lange udsigter til evt bro over Folehaven så derfor haster det med en løsning omkring Retortvej -Folehaven. Man kunne forestille sig at skolevejen på cykel TIL Kirsebærhaven går via Folehaven mod øst og til højre ad Kirsebærhaven. Og at turen FRA skolen går ad Vinhaven – Folehaven – Retortvej. Det krævet at det store kryds bygges om og cyklist optimeres
    Derudover lyssignal Ingrid Marie Vej / Retortvej og cyklist optimering af Retortvej /Vigerslev Alle.
    Et andet ønske er en cykel/gang tunnel under Gl Køge Landevej ml Grønttorvet og Følager

    Svar
  2. Christina Torp Hansen
    Christina Torp Hansen siger:

    Som tilflytter fra Hvidovre, skal min søn pendle fra Ny Ellebjerg til Avedøre station, for at komme i skole. Så en tunnel under Gl. Køge Landevej er et stort ønske.

    Mvh Christina

    Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i diskussionen?
Du er velkommen til at deltage her!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.