Harrestrup Å visualisering nyhed

Harrestrup Å i Vigerslevparken sættes fri i 2025

Harrestrup Å skal gå fra at være en gemt kanal i en betonrende til en vild å, der bugter sig igennem Vigerslevparken, giver levested til dyr og planter, og beskytter naboerne mod oversvømmelser.

Inden jul godkendte Teknik- og Miljøudvalget dispositionsforslaget til naturgenopretning og skybrudssikring i Vigerslevparken og Harrestrup Å.

Harrestrup Å løber hele vejen fra Harrestrup Mose lidt syd for Ballerup til sit udløb ved Kalvebod Strand nede ved Valbyparken. Naturgenopretningsprojektet omfatter den del af åen, der løber fra Hvidovre station ned til udløbet i Kalvebod Strand – en strækning på omtrent 4 kilometer

En mere levende å, der forhindrer oversvømmelser

I dag er Harrestrup Å i Vigerslevparken gemt væk og afrettet med beton, og ligner mere en lille kanal end en vild å. Med naturgenopretningsprojektet skal åen sættes fri og igen slynge sig naturligt gennem København og Hvidovre.

Planen er:

  • At skabe mere levende områder i og omkring åen
  • At udvide åens kapacitet, så den ikke løber over sine bredder, når der er skybrud, men derimod kan absorbere de store mængder vand

Betonen forsvinder, og åen får lov til at slynge sig mere naturligt igennem landskabet.

Ved normal vandstand vil åen løbe i en smal rende i bunden af et bredere vandløb, og der vil være adgang til vandet på trampestier langs bredden. Det forbedrer levesteder for dyr og planter, og sikrer en bedre vandføring selv i tørre perioder.

Der etableres også flere forbindelser på tværs af åen med nye broer.

I tilfælde af meget regn eller skybrud kan regnvandet fylde det nye, bredere vandløb op til kanterne — og dét vil i mange tilfælde være nok til at undgå oversvømmelser.

Skulle åen alligevel gå sine bredder, vil vandet blive ledt til 20 grønne arealer og syv bassiner langs åen, så områderne omkring åen ikke bliver oversvømmet.

På en strækning mellem Åhaven og Stakhaven vil der blive anlagt et delta i åen, hvor åen får lov at brede sig ud, og der dannes fire fugleøer.

Det skal skabe bedre levesteder for smådyrsfauna, insekter, fisk, fugle og andre dyr og planter som havørred i og langs åen.

Genopretningen koster træer

For at kunne gennemføre projektet, er det nødvendigt at ændre på terrænet omkring åen for at udvide vandføringsevnen og forbedre åens økologiske tilstand.

I den forbindelse kan det være nødvendigt at fælde op til 500 træer, hvoraf mange af træerne er en del af et buskads.

Fældede træer erstattes med arter, der bidrager til en øget biodiversitet og med hjemlige arter. Da det ikke er muligt at plante så store træer, som nogle af dem, der fældes, øges antallet af træer i parken.

For at bevare træernes biologiske værdi, bliver der i projektet arbejdet med at bevare så mange af de eksisterende træer som muligt, ligesom der arbejdes med, at dele af træerne kan blive stående med svækket vækst, væltet eller stå som stammer og fortsat være vigtige levesteder for insekter, fugle, flagermus og svampe i området.

Arbejdet begynder i 2023

Efter godkendelsen af dispositionsforslaget skal miljøvurderingen (VVM redegørelsen) for projektet i en 8 ugers offentlig høring. I sidste halvdel af 2021 skal den resulterende miljøkonsekvensrapport i offentlig høring, før Teknik- og Miljøudvalget kan træffe endelig afgørelse i projektet i starten af 2022.

Sideløbende med det fortsætter Københavns Kommune projekteringen af projektet. Anlægsarbejdet forventes udført i etaper fra 2023 til 2025.

Københavns Kommune har siden 2011 løbende afsat midler til det omfattende arbejde med naturgenopretning og skybrudssikring: i alt 188,9 mio. kr.

Læs mere om projektet og den politiske proces på Teknik- og Miljøudvalgets dagsorden:

Vi har tidligere skrevet om den kapacitetsplan, som er grundlaget for arbejdet med skybrudssikring i Vigerslevparken. Det kan du læse her:

Skriv dig op til vores nyhedsbrev – så holder vi dig opdateret om dette og andre projekter i Valby:

3 svar
  1. Uffe Vibov
    Uffe Vibov siger:

    I indlægget står der, at det drejer sig om åløbet fra Åmarken Station – i indstillingen står der fra Hvidovre Station. Hvad er rigtigt?

    Svar
    • Katrine Clausager Rich
      Katrine Clausager Rich siger:

      Hej Uffe,
      Indstillingen har ret, vi får rettet nyheden her på siden.
      Katrine, sekretariatet

      Svar
  2. rasmus jensen
    rasmus jensen siger:

    Hej. Jeg er næstformand i Hvidovre fiskeklub, bor i Valby. Min datter går på Harrestrup å skole.
    Jeg er nysgerrig på om vi kunne lave et samarbejde mellem fiskeklubben og projektet Harrestrup å. I foråret var vi nede og sætte 20000 ørred yngel ud i mundingen af Harrestrup å i samarbejde med en masse sponsere. Og derfor er vi meget nysgerrige på om vi kunne få ørreden til at yngle i åen. Vores fokus vil være at inddrage specielt børnene og de unge i lokalområdet.
    Andet ønske er at der bliver etableret et samarbejde mellem Harrestrup å skole, hvor børnene kunne lærer en masse om naturen.
    Ring eller skriv om muligt samarbejde.
    VH Rasmus TLF 23729022

    Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i diskussionen?
Du er velkommen til at deltage her!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *