Godt nyt til Valbys villakvarterer: Dispensationer kigges efter i sømmene

Teknik- og Miljøudvalget besluttede på deres seneste møde at afvise byggeriet af et dobbelthus på Knuthenborgvej 11 i Valby.

Sagen er et mønstereksempel på den udvikling af fortætning og befæstning af villaområderne, som lokaludvalget længe har arbejdet imod.

Derfor er en stor sejr, at Teknik- og Miljøudvalget nu vil diskutere, om der skal ændres praksis for behandlingen af de dispensationer i fremtiden.

Forældet procedure for behandling af dispensationer 

Servitutterne beskriver blandt andet hvor stort og hvor højt, der må bygges på villagrundene. Der er primært to grunde til, at der ofte dispenseres fra reglerne:

  1. Siden 1971 har forvaltningen fulgt en praksis, hvor byggesagerne kunne behandles administrativt og ikke skulle til politisk behandling.
  2. Det blev samtidig besluttet, at servitutter kunne fraviges, hvis der blev stillet krav om lavere bygningshøjde

Men meget har ændret sig på 46 år, og nogle var begyndt at spekulere i at udnytte den gamle beslutning til egen fordel. For grundejerne virker behandlingen uigennemskuelig og der er givet mange dispensationer til tættere bebyggelse, end servitutterne bestemmer.

Lokaludvalget har presset på 

Beslutningen om sagen på Knuthenborgvej 11 faldt, efter at blandt andre Valby Lokaludvalg havde opfordret Teknik- og Miljøudvalget til at standse projektet, og til at se praksis på området efter i sømmene. Lokaludvalget har både sendt et brev og haft foretræde for udvalget.

I februar afholdt lokaludvalget et dialogmøde med Valbys grundejere, hvor over halvdelen af grundejerforeningerne var repræsenteret. Også Jakob Næsager fra de Konservative deltog. Og han tog borgernes bekymringer med sig tilbage til Teknik- og Miljøudvalget.

Arbejdet for at sikre de åbne og grønne villaområder fortsætter 

Problemet er ikke begrænset til Valby, men finder tilsvarende sted i andre bydele med grønne villaområder. Derfor vil lokaludvalget fortsætte indsatsen for at ændre forvaltningens praksis, i samarbejde med andre lokaludvalg og foreningen grundejeren.dk.

Vi vil nemlig gerne sikre, at Valby også i fremtiden kan have grønne og åbne villakvarterer.

Læs mere om sagen:

 

0 svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i diskussionen?
Du er velkommen til at deltage her!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *