Valbiplanen lancering nyhed

Giv et par kvadratmeter til Valbys bier og insekter

Find et areal i din have, i fællesgården eller på altanen og plant det til med planter, der er gode for bier og andre insekter – så er du med til at gøre Valby til Danmarks første certificerede bi- og insektvenlige bydel.

Hvis du samtidig lover at holde arealet insektvenligt i minimum tre år, kan du gå ind på Valbiplanen.dk og registrere dine kvadratmeter som bi-venligt areal.

På hjemmesiden kan alle følge med i fremskridt i projektet. Her finder du:

  • Et Valbi-barometer, der opdateres en gang om ugen med de nye tal
  • Et kort, hvor du kan se hvordan de bi-venlige m2 er fordelt rundt omkring i Valby

Målet er at nå op på i alt 5 hektar bi- og insektvenligt areal inden udgangen af sommeren 2022.

Når Valby målet, venter et hædersbevis fra Dansk Biavlerforening – og ikke mindst en masse glade bier og insekter!

Borgerne skal levere en hektar

Bag Valbi-planen står en gruppe frivillige borgere fra vores miljøgruppe. De har indledt en dialog med Københavns Kommune og Dansk Biavlerforening om, hvordan Valby kan gøre mere for biodiversiteten i byen.

Efter dialog med Københavns Kommune har gruppen fået kortlagt, hvor på Valbys kommunale arealer der allerede er bivenligt. Og det er faktisk ikke så lidt. Hele 4 hektar i Valby er allerede beplantet med planter, der er gode for bier og andre insekter – fortrinsvis i Vigerslevparken og Valbyparken.

Valbiplanen barometer

Valbi-barometret der opdateres en gang om ugen på valbiplanen.dk

Borgerne i Valby skal derfor levere en hektar (10.000 kvadratmeter) for at nå målet om samlet set 5 hektar.

Alle altankasser gælder

Det er nemt at bidrage til Valbi-planen. Du kan f.eks.:

  • Plante en blomstereng i et hjørne af din have, som græsslåmaskinen holder sig fra
  • Plante en række bi-venlige krukker og altankasser på din altan, og lad dem stå

Mere skal der ikke til før du som borger er med til at gøre en forskel for Valbys bier!

Så skynd dig ind på valbiplanen.dk og fortæl os, hvor meget plads du vil give til projektet i din have, din baggård eller din altan:

Vi har mulighed for at levere blomsterfrø, hvis f.eks. din boligforening vil tilså et større areal. Kontakt miljømedarbejder Asger Gad på gn7s@kk.dk:

0 svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i diskussionen?
Du er velkommen til at deltage her!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *