Bro Grønttorvet FLSmidth visualisering nyhed

Cykel- og gangforbindelse mellem Grønttorvet og Ramsingsvej: Sådan kan den se ud

Vi har fået tegnet vores højest prioriterede budgetønske til Budget ’20: En cykel- og gangforbindelse på tværs af jernbanen mellem Grønttorvet og Ramsingsvej, som vi har arbejdet for i mange år.

En forbindelse til at sikre sammenhængen mellem nye og gamle Valby

Der bliver bygget 4500 nye boliger i Valby Syd, og det er afgørende for sammenhængen i Valby, at området ikke ender afskåret fra resten af bydelen.

Derfor er vores højeste ønske til årets budgetforhandlinger en planlægningsbevilling til den cykel- og gangforbindelse på tværs af jernbanen mellem Grønttorvet og Ramsingsvej, som vi har arbejdet for i mange år

For at vise hvordan forbindelsen kan realiseres har vi fået lavet en visualisering hos tegnestuen Schulze+Grassov:

Bro Grønttorvet FLSmidth Visualisering_Schulze+Grassov

Illustration: Schulze+Grassov

Visualiseringen her viser broen set fra FLSmidth mod Grønttorvet. Området i forgrunden bliver en del af en ny lokalplan for FLSmidths grund, og er ikke planlagt endnu.

Gang- og cykelforbindelsen er vores højeste prioritet, fordi den vil binde Valby sammen på flere måder.

  • Fra Grønttorvet vil beboerne få adgang til det centrale Valby uden at skulle ud på de store veje
  • For beboerne på FL Smidth-området bliver det en adgang til den nye Grønttorvspark og Ny Skole på Grønttorvet
  • Forbindelsen binder til den grønne cykelrute ved Gåsebækvej og mod syd til Folehaven og Valby Idrætspark

Forbindelse med ikonisk potentiale

Visualiseringen er lavet på grundlag af en forundersøgelse fra 2018, og den viser, hvordan man med dette projekt kan skabe en ikonisk stiforbindelse, der understreger Københavns position som international cykelby.

Bro Grønttorvet FLSmidth visualisering Diagram Schulze+Grassov

Illustration: Schulze+Grassov

Dette bud på en cykel- og gangbro sender gående fra Ramsingsvej direkte over banen og ind igennem en bygning på Grønttorvet, hvor der kan være en elevator ned for svagtgående, og en trappe for gående.

Cyklister får en mere scenerisk tur, med en runde i sneglen og derefter en tur på rampen langs Grønttorvet, før cykelstien går igennem et hus og videre til Grønttorvsparken og den nye skole ved Grønttorvet.

Det skal understreges, at visualiseringen ikke er færdige tegninger af hvordan forbindelsen skal se ud – den er udelukkende lavet for at vise, hvordan en forbindelse kan realiseres.

En forbindelse er mulig

For to år siden bevilgede Københavns Kommune penge til en foranalyse, der godtgjorde, at det er muligt at lave en forbindelse, enten som en bro eller tunnel.

Læs mere om undersøgelsens resultater her:

En planlægningsbevilling på Budget ’20 vil gøre det muligt at udforme et konkret projekt, herunder endeligt at beslutte, om det skal være som bro eller tunnel.

En beslutning i 2019 er nødvendig

Byudviklerne på begge sider af jernbanen støtter op om projektet, og har givet tilsagn om medfinansiering på ca. 12 mio. kr.

Aftalerne er dog afhængige af, at der træffes en politisk beslutning i 2019.

Hjælp os med at få indflydelse

Politikerne får rigtigt mange ønsker til Budget ’20. Det er derfor vigtigt at skabe opmærksomhed om vores lokale ønsker.

Hvis du vil hjælpe os med at skabe opmærksomhed omkring vores budgetønsker er der flere ting du kan gøre:

  • Skriv direkte til medlemmerne af Borgerrepræsentationen 
  • Skriv et læserbrev til lokalavisen 

Du kan finde en oversigt med kontaktinfo for alle medlemmerne af Borgerrepræsentationen lige her:

Læserbreve indsendes til Valby & Kgs. Enghavebladet lige her:

Læs mere om vores ønsker til Budget ’20 lige her:

4 svar
  1. Tine
    Tine siger:

    Jeg ønsker i bygger en lige bro, så man ikke skal bruge mere tid på at cykle i cirkler. Det er måske flot og godt til søndagsturen, men ikke til hverdagsbrug hvor tid er meget vigtigere faktor.

    Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i diskussionen?
Du er velkommen til at deltage her!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *