Har du kræftfremkaldende radon i din bolig?

Valby Lokaludvalg igangsætter nu et projekt for at få mere viden om radonindholdet i Valby og få kortlagt radonniveauerne i hele bydelen. Lokaludvalget søger derfor 22 frivillige husejere til at indgå i projektet.

Som led i projektet måles radon i 22 boliger i Valby, og der laves en informationsfolder om radon i boliger og simple løsninger til at nedbringe radonindholdet. Folderen og resultaterne fra Valby-målingerne præsenteres på et stort borgermøde i Teatersalen i Valby Kulturhus onsdag den 17. juni. Mødet henvender sig både til borgere, der har fået målt radonniveauet, og til borgere, der ønsker mere viden om radon.

Lignende målinger viste, at radon var et markant og ukendt problem i Brønshøj og Vanløse. Det er derfor vigtigt at undersøge problemets omfang i Valby og forklare, hvordan folk selv kan nedbringe radonindholdet i deres bolig” siger Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver ved Det Økologiske Råd.

Hvad er radon?

Radon er en naturligt forekommende radioaktiv gasart, der dannes ved henfald af radium, som findes overalt i jorden. Radon er den hyppigste årsag til lungekræft efter rygning ifølge Sundhedsstyrelsen. I København er de sidste 10 år fundet radon over den vejledende grænseværdi i lidt over hver tredje bolig.

Gasarten kan især måles i kælderrum ved opstigning gennem små utætheder i fundamentet. Indholdet af radon afhænger af hvor meget radon, der er i undergrunden under huset, om fundamentet er tæt, og om der er en god udluftning.

Hvordan laves målingerne?

Projektet har særlig fokus på villaer fra før 1970. Målingerne foregår ved, at to små bokse på størrelse med en lille tændstikæske anbringes i et soveværelse eller opholdsrum. Målerne skal stå i boligen i ca. 100 dage hen over fyringssæsonen hvorefter de sendes til analyse. De skal have lov til at ligge uforstyrret, mens rummet bruges helt normalt. Rummet skal enten være i kælder eller i stueplan i en bolig uden (krybe)kælder fra før 1998.

Sådan kommer du med

Interesserede kan skrive til radon@outlook.dk hurtigst muligt og senest fredag den 30. januar. I mailen skal du oplyse navn, adresse og telefonnummer. Ligeledes skal du beskrive hvilke rum, der ønskes målt i, og hvad rummene bruges til i dag. Folk med soveværelse og opholdsrum i kælderen eller i stueplan i huse uden (krybe)kælder prioriteres højest, da de har størst risiko. Det garanteres ikke, at alle interesserede får målt, da budgettet kun rækker til 22 husstande. Deltagerne forbliver anonyme.

Projektet finansieres af Valby Lokaludvalg og udføres i tæt samarbejde med Det Økologiske Råd. Det er Det Økologiske Råd, der står for udvælgelsen af boligerne, og den praktiske gennemførsel med udlevering og indhentning af målerne.

En festlig og grøn Toftegårds Plads

Valby Lokaludvalg og Kultur Valby slår kræfterne sammen for at give Toftegårds Plads et løft i 2015. Vinteren over emmer pladsen af hygge og aktivitet, imens skøjtebanen er på sit årlige besøg, og derefter vil lokaludvalgets miljøgruppe indrette pladsen med mobile træer og trafiklegeplads.

Efter de første år, med sjove aktiviteter og en velbesøgt skøjtering, led skøjtebanen på Toftegårds Plads sidste år under manglende skøjteudlejning og for varmt vejr. I år har Lokaludvalget sammen med Kultur Valby sat alle sejl til, for at der både bliver aktiviteter, hyggeligt at opholde sig, og muligt at leje skøjter ved banen.

Søndag den 7. december åbnede skøjtebanen officielt, med live band og DJ til årets første skøjtedisco. Et par hundrede mennesker lagde, trods regn og blæst, vejen forbi til den festlige eftermiddag, og det lover godt for årets skøjtesæson. Skøjteudlejningen køres af Kevin Bendix, kendt fra Carlsbergs Boxland, og han lover masser af aktiviteter vinteren over i ‘Boxland on Ice‘.


En festlig og grøn Toftegårds Plads
En festlig og grøn Toftegårds Plads
En festlig og grøn Toftegårds Plads
En festlig og grøn Toftegårds Plads
En festlig og grøn Toftegårds Plads

 

Midlertidig og mobil begrønning

Når skøjtebanen pakker sammen, tager lokaludvalgets miljøgruppe over med midlertidig og mobil begrønning af pladsen.

Gruppen foreslår en midlertidig nyindretning af den tredjedel af pladsen, der ligger op til Vigerslev Allé: “Vi vil tage udgangspunkt i, at det netop er en parkeringsplads omgivet af trafik og lave en grøn trafiklegeplads med flytbare træer i store krukker, blomsterkasser og bænke, så vi ikke skal gennem asfalten.” fortæller Henrik Palsmar, formand for Miljøgruppen

Til at begynde med fokuserer gruppen på at male op på asfalten, prøve at skaffe et lyssignal og udsmykke med så mange mobile træer og grønne installationer, som der er råd til. Gennem de kommende år kan der så indkøbes stadig flere begrønningselementer. Alt skal være flytbart, så det også kan anvendes til at udsmykke skøjtebanen og stilles op i andre formationer, hvis man en gang imellem skal bruge pladsen til andre formål.

En grøn trafiklegeplads vil kunne bruges af børnefamilier, børnehaver, skoler og fritidsinstitutioner til træning i sikker, grøn færdsel (fod- og pedalkraft) og dermed give dem ærinde på pladsen. Den kan også forskønne området og invitere flere til at opholde sig dér og måske få nye ideer til indretning af hele pladsen.

Og så sker miraklet måske, at Københavns største plads engang bliver grøn og til gavn og glæde for byens borgere!

Vinterfugletur 14. december

Miljøgruppen i Valby Lokaludvalg tilbyder en guidet vinterfugletur til Valbyparken og Tippen med naturguiden Lars Holm Hansen søndag den 14. december kl. 10-12. Tag en pause fra juleforberedelser og indkøb, og få en unik naturoplevelse i Valbys vilde natur.

De to sammenhængende lokaliteter Valbyparken og Tippen byder året rundt på spændende oplevelser med en bred variation af småfugle såvel som større fugle. Naturligvis er der noget færre arter at se på en vinterdag; til gengæld ses mange vinterfugle ofte i store flokke og koncentrationer.

Blandt de større arter vi forventer at se kan nævnes Knop- og Sangsvane, Pibe, – Trold- og Taffelænder, Hvinand, Lille- og Stor Skallesluger, Toppet Lappedykker, Skarv, Fiskehejre, Musvåge, Fjeldvåge, Tårnfalk, Blishøns (meget store flokke!), flere mågearter, Stor Flagspætte og alle de almindelige kragefugle, herunder den smukke Skovskade.

Af småfugle kigger vi efter Skær/Bjergpiber, den smukke tillidsfulde Silkehale, Gærdesmutte, Rødhals, flokke af Sjaggere og Vindrosler, Fuglekonge, Halemejse, Spætmejse, Bog- og Kvækerfinke, Grønsisken, Gråsisken og Dompap.

Er der is på vandet kan vi være heldige at se Havørn i området, idet denne udnytter de store ansamlinger af blishøns, der ligger tætpakket i de få våger der typisk opstår i vandområdet mellem Sjællandsbroen og Valbyparken.

Er vi heldige får vi endvidere øje på Hermelinen (lækatten) i sin smukke hvide vinderdragt med sort halespids.

Husk kikkert.

Dato: Søndag den 14. december 

Tidspunkt: Kl. 10-12, med mulighed for forlængelse, hvis vejr og stemning er til det

Mødested: Krydset ved Gammel Køge Landevej og Parkstien (Valbyparkens hovedindgang). Få minutters gang fra Åmarkens Station.

Bemærk at turen aflyses i tilfælde af storm, snestorm, sygdom, heldagsregn og kraftigt tågedække. Så tjek Facebook eller lokaludvalgets hjemmeside aftenen før for evt. aflysning.

Foto af knopsvane: Jørgen Bjerring

Miljøvenlig jul på Smedestræde lørdag den 6. december

Miljøgruppen i Valby Lokaludvalg inviterer til julemarked på Smedestræde 2 lørdag den 6. december kl. 10-14. Gå på juleindkøb hos de økologiske stadeholdere og hør om hvordan du kan holde en mere energivenlig jul.

 

Lørdag den 6. december fyldes Smedestræde 2 med julestemning. Miljøgruppen pynter op med økologisk juletræ og lys, og byder Valby på økologisk julemarked på den endnu tomme biblioteksgrund.

I de økologiske stader kan du købe frugt, grønt, syltevarer, sojalys og trælegetøj. Der vil være en energivejleder, der fortæller om energivenlig jul. Få en flyer med tips til en miljøvenlig jul, og køb de sidste julegaver med god samvittighed til stemningsfuld musik.

Læs flere tips til en miljøvenlig jul her.

Bytte bytte købmand i Valby Kulturhus søndag den 23. november

I anledning af European Week of Waste Reduction den 22.-30. november inviterer miljøgruppen fra Valby Lokaludvalg og Kultur Valby igen til byttemarked i Valby Kulturhus søndag den 23. november fra kl. 11-15.

Du deltager i et byttemarked ved at medbringe brugbare ting, du vil give væk. På byttemarkedet er der en masse fælles borde med kategorier som f.eks tøj, sko, bøger, værktøj og køkkengrej, og du lægger selv dine ting på plads. Når du har doneret dine ting, kan du selv gå på opdagelse og finde andre sager, du vil have med hjem – alt er gratis.

Du kan komme med tre kasser og gå med en pose, eller omvendt. Så længe du tager til dig selv og giver plads til at alle kan få en god oplevelse, er der frie rammer. Det er ikke tilladt at hamstre eller tage ting fra andre.

Da Miljøgruppen sidst afholdt byttemarked i Kulturhuset byttede over 350 mennesker mere end 2000 kg ting – elektronik, tøj, legetøj, husholdningsgenstande, køkkenting og meget andet blev byttet mellem ivrige deltagere.

Sidste år var projektet en kæmpe succes. Byttemarkeder er begyndt at poppe op overalt i København, og ideen om, at andre kan få gavn af det du ikke længere har brug for, og at du måske ikke behøver købe nyt, men kan finde guld i andres aflagte ting, spiller jo lige ind i dagsordenen om bæredygtighed og mindre spild, som miljøgruppen har fokus på” fortæller Dorte Grastrup-Hansen, miljømedarbejder i Valby Lokaludvalg.

Miljøgruppen kan stadig bruge et par frivillige til at hjælpe på dagen – vil du være med, så kontakt Dorte Grastrup-Hansen på zm5y@okf.kk.dk.

HVAD KAN BRUGES?

Byttemarkedet tager kun imod ting af god kvalitet – og ikke hårde hvidevarer, VHS’er og TV’er med billedrør.

Tøj, sko, køkkenting, diverse indretningsting, bøger, DVD’er, CD’er, LP’er, legetøj, spil, små møbler, smykker, accessories, tidssvarende elektronik, make up/cremer der er i orden. (Vi kender alle til fejlkøb). Nogle steder er folk også kommet med potteplanter, æbler fra haven og dåsemad Kun fantastien sætter grænser, så længe, det er brugbart! for andre.
1. Medbring ting som stadig har god værdi, men du ikke bruger mere, og vil give væk.
2. Fordel dine ting i de rigtige kategorier f.eks tøj, sko, dvd’er, bøger, køkkenting etc.
3. Du finder selv noget som du mægtig gerne vil have med hjem – alt er gratis.

Læs mere på Facebook

Skøjter og træer på Toftegårds Plads

Lokaludvalget kommer i den næste tid til at fokusere en del opmærksomhed på Toftegårds Plads. På lokaludvalgets møde den 14. oktober blev det besluttet at afsætte midler til at give aktiviteter omkring skøjtebanen et tiltrængt løft i år. Og Miljøgruppen har valgt at gøre begrønning af Toftegårds Plads til fyrtårnsprojekt i 2015 .

Skøjtebane med skøjteudlejning

Fra 2011-2018 er der hver vinter skøjtebane på Toftegårds Plads. Efter de første år, med sjove aktiviteter og en velbesøgt skøjtering, led skøjtebanen sidste år under manglende skøjteudlejning og for varmt vejr. Kultur Valby og Valby Lokaludvalg gjorde sammen en stor indsats for at få banen til Toftegårds Plads, og går nu igen sammen for at sikre, at banen bliver velbesøgt i år.

Der er indgået aftale med en skøjteudlejer, så det i år bliver muligt at leje skøjter, hvis man ikke selv ejer et sæt. Derudover lægges der vægt på hyggelige aktiviteter og events, og på at gøre pladsen omkring skøjtebanen hyggelig med lys, bænke og beplantning.

Vi vil fokusere på at skabe hyggelige rammer omkring banen. Vi skal ikke prøve at være hverken Kgs. Nytorv eller Frederiksberg, men vi skal skabe vores eget udtryk. Med indbydende rammer og mulighed for at leje skøjter skal det nok blive et tilløbsstykke i år” lover Villy Sørensen, næstformand i Valby Lokaludvalg.

Midlertidig og mobil begrønning

Der lægges vægt på, at de ting, der sættes på pladsen, også kan bruges til sommer og efterfølgende år, så det i det hele taget bliver et løft af Toftegårds Plads. Når skøjtebanen pakker sammen, tager lokaludvalgets miljøgruppe over med midlertidig og mobil begrønning af pladsen.

Vi vil foreslå en midlertidig nyindretning af den tredjedel af pladsen, der ligger op til Vigerslev Allé. Vi vil tage udgangspunkt i, at det netop er en parkeringsplads omgivet af trafik og lave en grøn trafiklegeplads med flytbare træer (i store krukker, så vi ikke skal gennem asfalten), blomsterkasser og bænke.” fortæller Henrik Palsmar, formand for Miljøgruppen

Til at begynde med fokuserer gruppen på at male op på asfalten, prøve at skaffe et lyssignal og udsmykke med så mange mobile træer og grønne installationer, som der er råd til. Gennem de kommende år kan der så indkøbes stadig flere begrønningselementer. Alt skal være flytbart, så det også kan anvendes til at udsmykke skøjtebanen og stilles op i andre formationer, hvis man en gang imellem skal bruge pladsen til andre formål.

En grøn trafiklegeplads vil kunne bruges af børnefamilier, børnehaver, skoler og fritidsinstitutioner til træning i sikker, grøn færdsel (fod- og pedalkraft) og dermed give dem ærinde på pladsen. Den kan også forskønne området og invitere flere til at opholde sig dér og måske få nye ideer til indretning af hele pladsen.

Og så sker miraklet måske, at Københavns største plads engang bliver grøn og til gavn og glæde for byens borgere!

Zoom ind på vand og vind flotte præmier

Vil du bidrage til at zoome ind på en af verdens smukkeste og mest livsnødvendige ressourcer? Og vil du samidig deltage i en fotokonkurrence, hvor du hver dag kan vinde flotte præmier? Lokaludvalget opfordrer alle Valbyborgere til at tage del i HOFOR’s Waterart.

Vidste du?

  • At du kan spare 12 liter vand for hvert minut, du forkorter længden af dit bad.
  • At du kan spare 30.000 liter vand om året ved at fikse en dryppende hane.
  • At du kan spare 3-6 liter vand ved at bruge toiletspanden i stedet for toilettet til at skylle papirhåndklæder, vatrondeller og lignende ud.
  • At du kan spare 12 liter vand i minuttet ved at skylle grøntsager i en skål frem for under rindende hane.
  • At du kan spare 55 liter vand, hver gang du sparer én tøjvask ved fx at fylde vaskemaskinen hver gang, du vasker tøj.
  • At du kan spare min. 4000 kr. om året ved at reparere et toilet, der løber.

I oktober og november sætter HOFOR fokus på det vand, vi normalt tager for givet. Og du er inviteret til at være med! Slip fantasien løs og tag et foto af vand. Upload dit billede med #waterartcph på Instagram eller på facebook.com/waterartcph – og del det med dine venner.

Hver dag er der præmier til de flotteste fotos og en stor hovedpræmie, når konkurrencen slutter. Deltageren med det foto, der får flest likes, vinder en middag på en god, økologisk restaurant for fire personer.

HOFOR lægger også daglige vandspareråd, som er nemme at følge i en travl hverdag, op på facebooksiden. Konkurrencen løber frem til den 14. november, hvor det bedste foto bliver kåret.

Få gode råd til, hvordan du sparer på vandet og undgår vandspild, og deltag i fotokonkurrencen på: facebook.com/waterartcph

Store energibesparelser med en Bedre Bolig rådgiver

Energistyrelsen lancerede den 13. oktober initiativet Bedre Bolig, som gør det nemmere at tænke energiforbedringer med når du renoverer din bolig. En Bedre Bolig rådgiver kan gennemgå din bolig, og lægge en plan for hvordan du kan spare på energien når du renoverer. Valby Lokaludvalg kan i den forbindelse tilbyde dig en gratis gennemgang, hvis du vil lægge hus til et homeparty.

Drømmer du om et nyt køkken, mere lys, mere plads eller en flot, nypudset facade? Uanset hvilke forbedringer du går og drømmer om, kan det betale sig at tænke energien med, når du renoverer. Med den nye ordning Bedre Bolig er det nemmere at energirenovere din bolig.

Energistyrelsen uddanner og godkender fagfolk som Bedre Bolig rådgivere, som kan hjælpe med rådgivning når du planlægger forbedringer af din bolig. Energibesparelsen som du opnår, kan være med til at betale for dine boligforbedringer.

I ordningen laver den enkelte husejer selv en aftale med en Bedre Bolig rådgiver, om omfanget af rådgivningen og prisen for den. Bedre Bolig certificeringen sikrer, at rådgiveren giver en kvalificeret og helhedsorienteret rådgivning med energien i fokus.

Sidder du lige med planer om energirenovering af dit hus, kan Valby Lokaludvalg tilbyde en gratis gennemgang af en Bedre Bolig rådgiver, til gengæld for at du lægger hus til et homeparty, hvor en rådgiver kommer ud og fortæller. Du vil få en Bedre Bolig plan gratis, du skal bare være indstillet på efterfølgende at dele din historie med andre.

Er du interesseret i en gratis gennemgang af energiforbedringer, så kontakt Dorte Grastrup-Hansen, miljømedarbejder i Valby Lokaludvalg, på zm5y@okf.kk.dk, eller tlf. 20 33 71 10

 

Vil du være med til at pleje Valbys natur?

Tirsdag den 7. oktober inviterer miljøgruppen i Valby Lokaludvalg alle frivillige, der gerne vil engagere sig i naturplejen i Valby, med på naturplejetur til Sydhavnstippen og Utterslev Mose.

København har mange skønne naturområder, der plejes af engagerede, lokale frivillige. Har du lyst til at være en af dem, har du her chancen for at besøge både Utterslev Mose og Sydhavnstippen og at møde frivillige og fagfolk, der arbejder med naturpleje der eller andre steder i Københavnsområdet. Turen er for dem, der vil gøre en aktiv indsats med naturplejen i Valby.

Turen starter kl. 16.30 på Valby station, og første stop er Sydhavnstippen, også kendt som Tippen, et unikt natur- og kulturområde på Sydhavnens yderste spids. Derfra videre til Langholmen, en unik biotop med en meget artsrig flora, der er en del af Utterslev Mose.  Dagen afsluttes med en sandwich, før turen går med bussen retur til Valby station.

Det er gratis at deltage, og pladserne uddeles efter først-til-mølle, dog vil der blive sikret en vis spredning mellem bydele og organisationer. Tilmelding til miljømedarbejder Dorte Grastrup-Hansen zm5y@okf.kk.dk senest den 2. oktober.

Turen arrangeres af miljømedarbejderne i fem af Københavns Lokaludvalg i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen.

Gang i bytteriet på Smedestræde

Miljøgruppen har adopteret den bytteø, som har stået på Herman Bangs Plads siden Områdefornyelsen Gl. Valby afholdt genbrugsdage i foråret. Bytteøen har været en stor succes med mange daglige brugere, men Områdefornyelsen havde ikke længere ressourcer til at passe den. Møblet er derfor flyttet til på Smedestræde 2, hvor bytteriet kan fortsætte.

 

Bytteøen har været meget populær på Herman Bangs Plads, hvor den har været med til at pege hen imod pladsens fremtid som grønt byrum med integreret nærgenbrugsstation. Projektet opnåede midler på budget ’15, så nu skal der ske nye ting på pladsen. Bytteøen er flyttet til Smedestræde, hvor den er med til at skabe liv på en anden af byens fremtidige udviklingsområder: På Smedestræde 2 er håbet at bygge nyt bibiotek og teaterhus. Projektet opnåede ikke midler på budget’15, men der blev afsat penge til at holde grunden i spil endnu et år, imens nye planer udvikles.

I bytteøen kan man sætte de ting, man ikke bruger, men som ikke fejler noget, så andre kan få glæde af dem, og tage de ting, som man selv lige står og mangler. Bytteøen modtager tøj, dimser, dippedutter, bøger, køkkengrej, porcelæn, nips, og alt andet, bare det er i god stand og andre vil kunne få glæde af det.

Næste gang du rydder op, så tænk over om andre vil kunne få glæde af de ting, som bare står og fylder hos dig, og tag et smut forbi Smedestræde med dem. Måske får du en uventet skat med hjem igen.

Miljøgruppen opfordrer til at alle brugere hjælper til med at holde bytteøen ren og fin, så alle kan få glæde af den.