Høring – nedlæggelse af dækningsgrave

Valby Lokaludvalg har modtaget forslag om nedlæggelse af dækningsgrave i høring. I Valby drejer det sig om dækningsgravene på Sjælør Boulevard, ved Vigerslev Alle / Langagervej og i Vigerslevparken ved den tværgående sti ved Åhaven. Høringsfristen er d. 30. oktober 2012.  Har du spørgsmål eller kommentarer til høringen kan du henvende dig til Valby Lokaludvalg gennem sekretariatet. Læs hele høringsmaterialet her

Læs mere

Erik Balling får sin egen vej i Valby

Den sydligste del af Gadekærvej (Nr. 2,3 og 4A, 4og 4C), der er adskilt fra den resternede del af Gadekærvej med vejbomme,  hedder med virkning fra 1. november “Erik Ballings Vej”. Navneændringen bunder i et ønske fra ejerforeningen i nummer 4  fordi udrykningskøretøjer, læger, taxaer, gæster m.m. har haft svært ved at finde vej til ejerforeningens adresser. Derudover ønsker ejerforeningen at hædre Erik Balling for sit arbejde for Nordisk Film, som er beliggende i området. Valby Lokaludvalg hilser beslutningen om vejnavneændringen velkommen.  

Om Erik Balling  

(29. november 1924 i Nyborg – 19. november 2005 i Gentofte) var en dansk filminstruktør. Hans karriere begyndte i 1946, hvor han blev ansat på Nordisk Film. Bedst kendt for sin serie af 13 Olsen-banden film samt som instruktør af tv-serierne Matador og Huset på Christianshavn (kilde Wikipedia).  

Husnummer

Som følge af navngivningen ændres adresser til:

Erik Ballings Vej 3 (ændret fra Gadekærvej 3)

Erik Ballings Vej 2 (ændret fra Gadekærvej 2)

Erik Ballings Vej 4A (ændret fra Gadekærvej 4A)

Erik Ballings Vej 4B (ændret fra Gadekærvej 4B)

Erik Ballings Vej 4C (ændret fra Gadekærvej 4C)

Stor interesse for Harrestrup Å

Knap 40 interesserede valbyborgere deltog på en lærerig cykeltur langs Harrestrup Å som Valby Lokaludvalg havde arrangeret. Lokaludvalget havde inviteret Palle Dannemand Sørensen og Jan Burgdorf Nielsen fra Center for Park og Natur til at fortælle om Københavns Kommunes arbejde. Turen startede ved udløbet af Harrestrup Å og endte i Vigerslevparken med flere stop undervejs.

Der var stor spørgelyst blandt deltagerne om de aktuelle emner herunder Københavns Kommunes Vandhandleplan, LAR løsninger i området omkring Folehaven, skybrudsplanen og helhedsplanen for Harrestrup Å. Helhedsplan for Harrestrup Å forventes færdig i løbet af året og København Kommune har desuden vedtaget en af de mest ambitiøse skybrudsplaner i verden. Som den første by i Europa sætter hovedstaden et mål om, at hele byen på 20 år skal sikres mod 100-års regn.

Som en del af opgaven med at forbedre vandkvaliteten i Harrestrup Å skal de 15 overløb langs åen reduceres til et. Desuden må overløb til åen maksimalt forekomme en gang årligt, hvilket er en markant forbedring af forholdene i dag. Derudover er der planer om at fjerne flisebelægningen i åen, og åbne mere op, samt skabe et mere naturligt forløb i åen. Det vil gavne dyrelivet, som kan blive mere alsidigt.

Ved Lerknolden kunne deltagerne desuden høre om den kommende Ringstedbane og lokaludvalgets arbejde med at få en cykelbro, der forbinder Vigerslevparken bedre, og samtidig sikrer en mere tryg forbindelse over Holbækmotorvejen.

Vil du høre mere om lokaludvalgets arbejde, så tilmeld dig nyhedsbrevet på www.valbylokaludvalg.kk.dk.

Herman Bangs Plads under lup

Mandag d. 27. august sætter vi eksperimentet På Herman Bangs Plads under lup. Hvad der præcist kommer til at ske og under hvilken form er endnu uafklaret. Men sæt allerede nu kryds i kalenderen hvis du er interesseret i Herman Bangs Plads og har du en holdning til det midlertidige eksperiment, der afsluttes d. 1. september, og til pladsens fremtid. Nærmere information vil blive offentliggjort medio august på lokaludvalgets hjemmeside, i de lokale medier og som opslag ved indgangen til byttehylderne.

Borgerne finder vej

Valby Lokaludvalg står for den syvende og sidste pavillon i udstillingslabyrinten “Dit Europa”, som i disse dage er at finde på Toftegårds Plads.  Både på åbningsdagen den 21. juni og i dagene efter har mange borgere fundet vej gennem den store labyrint, og er derved landet i lokaludvalgets pavillon. 

I høring nu
Her bruger Valby Lokaludvalg anledningen til at komme i dialog med valbyborgerne om det lokale miljøarbejde og kommunens Agenda 21 plan “Grøn hverdag og livskvalitet”, som er i høring netop nu:

“Vi har allerede fået en række gode input som vi vil lade os inspirere af i det lokale miljøarbejde, og som samtidig kan brugers som input til det høringssvar, som vi skal fremsende til Københavns Kommune i forbindelse med kommunens forslag til den nye Agenda 21 plan” siger Dorte Grastrup-Hansen, miljømedarbejder i Valby Lokaludvalg.

Du kan stadig nå det
Du kan stadigvæk nå at komme med input til planen og skrive din idé på et postkort og lægge det i postkassen i lokaludvalgets pavillon. Labyrinten er åben alle dage til og med den 30. juni.

Valby Lokaludvalg, en del af “Dit Europa”

Valby Lokaludvalg er en del af ”Dit Europa”, og står for indretningen af én af de i alt syv installationer, der udgør den store labyrint

Tag familien i hånden og vær en del af denne spektakulære begivenhed ”Dit Europa” på Toftegårds Plads, der for en stund gør Valby til Europas centrum. I lokaludvalgets pavillon sætter vi Europa i lokalt perspektiv gennem en installation, der fokuserer på det lokale miljøarbejde i Valby. Kom og giv dit input til planen Grøn hverdag og livskvalitet, som er Københavns Kommunes Agenda 21-plan for 2012-2015.  Du kan læse planen her. Lokaludvalget har planen  i høring netop nu og vil bruge inputtene fra Dit Europa i forbindelse med udformningen af lokaludvalgets høringssvar ligesom øvrige input kan indgå i lokaludvalgets arbejde med det lokale miljøarbejde.

Formand for Valby Lokaludvalg, Lisbeth Ritter, åbner den gigantiske udstillings labyrint  torsdag den 21.6. kl 16.30. I forbindelse med åbningsarrangementet serverer Café Mæt billig økologisk aftensmad og Per Vers, Trolle og Thormod og en DJ leverer musikken. Læs mere her. Labyrinten, herunder lokaludvalgets pavillon, vil være at finde på Toftegårds Plads i perioden 21.-30. juni. Den er åben hele dagen, men dog kun bemandet i tidsrummet kl. 16-20 i åbningsperioden.

Lad dine børn udforske den 1.500 m2 store labyrint på Toftegårds Plads, mens du selv tester din viden om Europa, bliver inspireret eller provokeret af tidens internationale gadekunst, mens du deltager i konkurrencen om en dynamisk og miljøvenlig el-bil.

Aktuelle høringer og høringssvar

Valby Lokaludvalg har netop afgivet høringssvar vedrørende etableringen af et lyskryds ved Ellebjergvej, Pilestykket og Julius Andersens Vej. Du kan læse lokaludvalgets svar på vores side for høringssvar 2012.

Høring
Desuden er følgende sag i høring lige nu: Københavns Kommunes reviderede strategi for arbejdet med udsatte børn, unge og deres familier. Følgende dokumenter sætter dig ind i sagen.   

 
Lokaludvalget afgiver høringssvar ved lokaludvalgsmødet i april. Har du input til høringssvaret, skal det være os i hænde senest den 10. april via vores mailadresse valbylokaludvalg@okf.kk.dk

Høring: Læssezoner i byens handelsgader

Som del af parkerings-aftalen 2011 kigger Københavns Borgerrepræsentation nu på muligheden for at oprette nye læssezoner i byens centrale handlesgader

Det er vigtigt, at nye læssezoner oprettes på steder, hvor behovet er stort og hvor butikker, vognmænd mm. vil opleve en klar forbedring, set i forhold til de nuværende forhold. Derfor indbyder forvaltningen alle relevante interessenter mm., til at afgive høringssvar.
 
Emnet er til høring til og med den 22. februar. Læs mere og kom med dit eget høringssvar på blivhørt.dk→

Aktuelle høringer

Københavns Kommune har to emner til høring med forbindelse til Valby. Det drejer sig henholdsvis om vandforsyningsplanen for 2012 og en mulig udvidelse af Carlsberg-området.

 
Ovenstående links leder ind på høringsportalen “Bliv Hørt”, hvor du kan se alle høringer i forbindelse med kommuneplanen og andre større planer i kommunen. Her kan du indgive høringssvar, læse andres høringssvar og se hvilke arrangementer der findes i relation til høringerne.

Har du styr på både bold og ord?

Valby Lokaludvalg søger duellanter, der kan multitaske til hårdtslående debat om kultur- og idrætspolitik i Valby: Der skal debatteres politik og spilles fodbold – samtidig.

Til Valby Kulturdage bliver der ”battlet” både på ord og på bold. Argumenterne kommer til at flyve gennem luften for og imod emner indenfor kultur og idræt samtidig med, at deltagerne skal forsøge at score mål på hinanden. En dommer sikrer, at det går retfærdigt til både i spil og debat. Publikum kan give deres besyv med og vise, hvem der klarer sig bedst.  Arrangementet er et led i lokaludvalgets behandling af Kultur- og Fritidsforvaltningens kulturpolitik, der pt er i høring og lokaludvalgets egen kulturstrategi for Valby.

Eventen finder sted under kulturdagene lørdag den 3. september kl. 16.00 – 17.00 på Tingstedet.

Dilemmaerne, der skal battles om gælder både kulturen og idrætten i Valby, og der skal blandt andet diskuteres om:

– vi skal udvikle talenter til elite eller favne alle idrætsudøvere?

– kulturen skal klare sig selv eller have støtte?

– Valby skal specialisere sig i bestemte kulturområder og lade de øvrige passe sig selv?

”Gennem debat- og bolddysten prøver vi at vise, hvilke kultur- og idrætspolitiske emner vi arbejder med i lokaludvalget og samtidig skabe kontakt til interesserede ildsjæle, der har lyst til at være med til at sætte dagsordenen fremover”, siger medlem af kulturudvalget Grethe Bohmann.

Scenen for duellerne bliver en lille ottekantet fodboldbane, der bruges til pannafodbold. I pannafodbold får man ekstra point, hvis man kan trille bolden gennem benene på sin modstander, før man scorer. Det er sjovt, og alle kan være med. Så har du mod på at sige din mening om kultur-og fritid, og er du ikke bange for bolden, så mød op og deltag i battlen.

For nærmere information kontakt Christian Schrøderpå cps@okf.kk.dk eller 36 18 01 91.  Læs mere om Valby Lokaludvalg på www.valbylokaludvalg.kk.dk

Læs mere om pannafodbold på www.dbu.dk

Læs Københavns Kommunes udkast til kultur og Fritidspolitik her. Høringsfristen er den 26.9.2011