FestiVALG nyhed

Anderledes valgmøde skal åbne demokratiet for beboere i Valbys udsatte boligområder

Lørdag den 27. april inviterer vi til et usædvanligt valgarrangement, målrettet familier i nærområderne Lukretiavej, Aakacieparken og Kulbanekvarteret.

Folketingsvalget nærmer sig, og selvom der ikke er sat en dato, ved vi, at det skal afholdes senest den 17. juni i år.

Derfor er vi gået sammen med Klubberne i Valby, gruppen ’Valbykvinder i Centrum’, Bo-Vitas social- og netværkskoordinatorer fra Akacieparken og Lukretiavej og BorgerRetshjælpen om et anderledes valgmøde – et såkaldt FestiVALG:

Lørdag den 27. april kl. 13-18

Hoffmanns Minde Fritidsklub (Hoffet)

Valby Langgade 117D

En familie-venlig eftermiddag med frokost, debat med politikere fra alle opstillede partier, valg-workshop for børn, og efterfølgende kaffe, kage, hygge og dans!

Lav valgdeltagelse i udsatte boligområder

Akacieparken, Lukretiavej og Kulbanekvarteret er områder med en stor procentdel af familier af ikke-vestlig herkomst. Kun omkring halvdelen af de stemmeberettigede i denne gruppe gjorde brug af deres stemmeret til folketingsvalget i 2015.

Derfor har medlemmerne af Et Helt Liv, et udvalg under lokaludvalget, taget initiativ til et valgmøde på beboernes præmisser, i samarbejde med en række aktører, der har god føling med beboergrupper i Valbys udsatte områder.

Valgmødet skal gøre landspolitik mere vedkommende for beboerne, og vise dem, hvordan de kan blive en del  af det demokratiske fællesskab.

Integration, sundhed og klima

Valgmødet har tre overordnede emner, som er udvalgt i samarbejde med social- og netværkskoordinatorerne fra Bo-Vita (Akacieparken og Lukretiavej):

  • Integration – flere kvinder i de udsatte boligområder går rundt med spørgsmålet: ”Hvordan bliver jeg rigtig dansk?” ”Jeg har gjort ALT?”
  • Sundhed – der er bl.a. en for stor andel af borgere med sundhedsbetinget sukkersyge i de udsatte boligområder
  • Klima – der bliver brugt mere vand om måneden pr. familie i Akacieparken/Lukretiavevj end i en gennemsnitsfamilie i Danmark

Temaerne skal både diskuteres over frokost, og i den efterfølgende paneldebat med folketingskandidaterne.

Alle 12 opstillingsberettigede partier til folketingsvalget 2019 er inviteret til at stille med en folketingskandidat, og indtil videre deltager: Mette Reismann (Socialdemokratiet), Rune Scharff Andreasen (Radikale Venstre), Peter Stakemann (Det Konservative Folkeparti), Louise Tuxen Romsdal (Socialistisk Folkeparti), Jacob Rosenberg (Liberal Alliance), Lars Vestergaard (Dansk Folkeparti), Bo Sandroos (Venstre), Enhedslisten, Asbjørn William Ammitzbøll Flügge (Alternativet), Helle Rosenvig (Nye Borgerlige), Manja Aarslev Sørensen (Klaus Riskær Pedersen) og Stig Grenov (Kristendemokraterne).

Festivalget er både for børn og voksne

Klubberne i Valby har arrangeret en kreativ valg-workshop for børnene, hvor de skal lave deres eget parti, formulere mærkesager og lave valgplakater.

Efter de voksnes valgdebat skal børnene præsentere deres nydannede partier for deltagere og politikere.

Workshoppen er for børn fra 5- ca. 14 år, og varetages af pædagoger fra klubberne i et andet lokale end selve valgmødet.

Program

  • Kl. 13-14: Ankomst til Hoffmanns Minde. Børn afleveres til valg-workshop i tumlesalen, hvor der er børne-snacks
  • Kl. 14: Frokost, hvor de voksne deltagere spiser sammen med folketingskandidaterne
  • Kl. 14.30-15.30: Paneldebat med politikerne
  • Kl. 15.45: Børnene præsenterer deres partier og valgprogrammer for de voksne og tilbageblevne politikere
  • Kl. 16.15: Kaffe, kage, hygge og dans!
  • Kl. 18: Tak for i dag

Kom og vær med!

Festivalget er åbent for alle. Tilmelding er ikke nødvendig, du møder bare op til en hyggelig og oplysende eftermiddag på Hoffmanns Minde!

0 svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i diskussionen?
Du er velkommen til at deltage her!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *