Afslutningen på Æble-gate

En tvist med Vejnavnenævnet omkring de foreslåede vejnavne på Grønttorvet er nu afsluttet.

Mandag aften faldt den endelige beslutning over vejnavnene på Grønttorvet. Lokaludvalget fik ikke imødekommet alle ønsker – men kom dog et stykke af vejen.

Historie udslettet af æblenavne 

Vejnavnenævnet foreslog i august æblenavne til alle vejnavne på den gamle grønttorvsgrund, hvilket ville betyde et farvel til de historiske navne Værkstedsvej, Torveporten, Frugtmarkedet og Grønttorvet. Boligområdets centrale park foreslog nævnet at kalde ‘Æbleparken’.

Lokaludvalget ønsker, at Grønttorvsområdet udvikles med en identitet, der afspejler områdets kulturhistorie. Det ønske deles af FB gruppen, som byudvikler grønttorvsgrunden – så meget, at de for nylig har droppet betegnelsen ‘Ny Valby’ for det nye byområde, til fordel for en identitet, der knytter op på historien om Grønttorvet.

Derfor havde Michael Fjeldsøe, formand for Valby Lokaludvalg, og Hans-Bo Hyldig, administrerende direktør for FB gruppen, foretræde for Teknik- og Miljøudvalget, da den endelige beslutning skulle træffes mandag aften.

Grønttorvspark i stedet for Æblepark 

Vejnavnenævnet havde allerede besluttet at beholde vejnavnene Værkstedsvej og Torveporten, på baggrund af flere henvendelser i høringsperioden. De havde dog fastholdt at omdøbe Grønttorvet til Paradisæblevej og Frugtmarkedet til Ingrid Marie Vej, og den beslutning kunne lokaludvalgets foretræde ikke ændre ved.

Det blev dog besluttet, at områdets grønne hjerte får navnet ‘Grønttorvsparken’ i stedet for det historieløse ‘Æbleparken’.

Læs tidligere nyheder om sagen

Foto:

Illustration fra 1:1 Landskabs vindeforslag til anlægning af Grønttorvsparken.

 

 

2 svar
  1. Lasse
    Lasse siger:

    Er der planer om en legeplads i parken? Det er generelt tiltrængt i området, så det kunne jo være dejligt, hvis det kunne blive indarbejdet.

    Svar
    • Katrine Clausager Rich
      Katrine Clausager Rich siger:

      Hej Lasse,

      Jeg kunne forestille mig der kommer en i forbindelse med daginstitutionen, der skal bygges i udkanten af parken. Ellers er der også planer for legepladser i Kulbaneparken, som også skal bygges op over de næste år.

      Mvh Katrine, sekretariatet

      Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i diskussionen?
Du er velkommen til at deltage her!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *