Nominerede til arkitekturprisen #2500arkitektur

Fristen for at indsende dine nominerede til lokaludvalgets arkitekturpris er ved at rinde ud. Og der er kommet mange gode forslag til hvem der skal løbe med årets pris under Valby Kulturdage.

Valby Lokaludvalg uddeler hvert år en pris til en bygning eller anlæg, der er udført med arkitektonisk kvalitet, og som er med til at gøre Valby smukkere. Prisen er med til at tegne bydelens profil og skabe interesse og forståelse for arkitektonisk kvalitet. Sidste år gik prisen til lommeparken Valby Gadekær, og der var hædrende omtale til Valby Vandkulturhus og de to nyrestaurerede tårne på Toftegårds Allé.

Årets nominerede
Feltet af nominerede tæller indtil videre i år flere fine bygninger og anlæg, nye som gamle:

 

Den nye plads ved Hønsebroen
Begrundelse: Pladsen er blevet meget vellykket med sine lamper, der ligner en mellemting mellem standerlamper og paddehatte. Pladsen bliver faktisk brugt af mange forskellige mennesker, der nyder solen og ser på hvem der går forbi. Hvis den præmieres bør prisen uddeles til projektlederne på byrumsindretnignen, for de har stået på mål for lidt af hvert.

Valby Langgade 217
Begrundelse: En privat beboelsesejendom, der blev sat i stand for 2-3 år siden med stor respekt for kvalitet og detaljer i bygningen. Fx er der en meget fin brug af mursten på hjørnet, der spiller både på farve og struktur i muren, og mange fine detaljer er bevaret og fremhævet.

Renoveringen af Domea bygningen på Gadekærvej
Begrundelse: Det pynter virkelig med den renovering!

Indsend din nominering
Du kan stadig nå at indsende din nominering til arkitekturprisen til valbylokaludvalg@okf.kk.dk, eller lægge et billede på Instagram under #2500arkitektur. Præmien består af et diplom og en plakette til indmuring, og uddeles ved en reception under Valby Kulturdage den 2. og 3. september.

Læs mere om arkitekturprisen

0 svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i diskussionen?
Du er velkommen til at deltage her!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *