I Kulbaneparken drømmer jeg om…

En gruppe unge fra Ungehuset i Kulbanekvarteret har afleveret deres ønsker til Kulbaneparken.

Da anlæggelsen af Ringstedbanen begyndte i 2011, mistede boligområdet Kulbanekvarteret sit grønne område. Den grønne kile imellem Vigerslev Vænge og Hornemanns Vænge blev gravet op, og banen anlagt i den åbne grav.

Banestrækningen igennem Valby er nu bygget færdig, og banegraven er blevet dækket til. Ovenpå banen skal der nu anlægges en helt ny park – og hvordan den skal se ud, skal planlægges sammen med områdets beboere og brugere.

Hvad vil de unge ha’?

En gruppe unge fra Ungehuset i Kulbanekvarteret har deltaget i et forløb, der skulle afdække hvilke drømme og ønsker de har for den nye Kulbanepark.

De unge var først på studietur til en række byrum på Nørrebro, og derefter deltog de over fire eftermiddage i drømmeworkshops, som blev faciliteret af Arki_lab.

Baseret på workshopsene byggede Arki_lab en prototype på et byrumsmøbel, som opfyldte mange af de unges ønsker til et sted, man kan mødes, snakke og hygge, både åbent og mere privat.

Resultaterne af forløbet skal både bruges af Områdefornyelsen i Kulbanekvarteret, når de skal tegne den nye park, og af lokaludvalget, når der skal skrives Bydelsplan 2017.

0 svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i diskussionen?
Du er velkommen til at deltage her!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *